Man pisser på os

Af PER NYHOLM

ROM Det var vist nok den længst henfarne H.C. Hansen, en af afvigte århundredes store danske statsmænd, som engang - mens kommunisterne larmede foran Christiansborg - kastede et blik ud på slotspladsen og bemærkede: »Mig skal de ikke pisse på.«Derefter gjorde han det nødvendige.

Jeg føler, at der i disse dage bliver pisset lige lovlig meget på mit fædreland. Danmark har i høj grad gjort sin pligt i international sammenhæng. Vi har støttet fattige befolkninger med råd og dåd, vi har virket for fred, vi har sendt soldater, politifolk og eksperter ud i alle klodens retninger. Vi har et folkestyre, en retsstat og en socialstat. Ikke alt virker perfekt, men Danmark er ikke et ondskabsfuldt land.

Alligevel bliver der pisset på Danmark. Det amerikanske udenrigsministeriums talsmand pisser på Danmark, den britiske udenrigsminister pisser på Danmark, den tyrkiske udenrigsminister pisser på Danmark, Afghanistans præsident pisser på Danmark, styret i Irak pisser på Danmark, andre muslimske regimer pisser på Danmark. I Gaza, hvor danskere i årevis har gjort en stor humanitær indsats, opfordrer gale imamer til, at man hugger hænderne og hovederne af de tegnere, der lavede Jyllands-Postens karikaturer af Muhammed.

Undskyld ordvalget, men jeg er træt af dette pisseri.

Hvad er det, der sker? Jeg tænker ikke så meget på truslerne mod danske statsborgere og dansk erhvervsliv. Jeg tænker heller ikke på vore nedbrændte ejendomme i Mellemøsten. Jeg tænker på et eneste ord, som dukker op igen og igen, når talen falder på Muhammed-tegningerne.

Dette ene ord er men! Et lumsk ord. Det bruges til at benægte eller relativere, hvad man lige har sagt.

Hvor mange gange i den senere tid har vi ikke hørt magthavere, meningsmagere og andre sige, at selvfølgelig skal der være ytringsfrihed, men.

De har alle sagt det, fra FN's generalsekretær Kofi Annan til vor egen Bendt Bendtsen. Engang skulle vi tage hensyn til nazisternes sarte følelser, så var det kommunisterne, nu er det islamisterne. Jeg siger islamisterne, for jeg tror ikke et øjeblik, at vi har fået alverdens muslimer på nakken. Jeg tror, at vi har at gøre med bøller, tåber og vildførte mennesker. Det er dem, vi skal forholde os til, og så de angste politikere.

Tegningerne er ikke længere Jyllands-Postens sag. De er for længst manipuleret og fordrejet derhen, at de færreste ved, hvad der foregår, og endnu færre ved, hvordan det skal standses. Affæren holdes kunstigt oppe i et hav af løgne, fortielser, misopfattelser, vanvid og hykleri, som denne avis er uden ansvar for. Jyllands-Postens indsats bestod i, at den med et nålestik fik en byld af ækelhed til at eksplodere. Det var sket før eller siden. At balladen fulgte mere end fire måneder efter tegningernes offentliggørelse rummer sit eget spørgsmål. Har vi at gøre med tilfældigheder eller med en iscenesat kulturkamp? Man kan håbe på det første, man må imødese det sidste.

Så er det, at jeg siger: Ytringsfrihed er ytringsfrihed er ytringsfrihed. Der er intet men.

Jeg tvivlede indledningsvis på det betimelige i at bringe tegningerne. Det efterfølgende oprør har overbevist mig om det både rigtige og nyttige. At de er i overensstemmelse med dansk lov og dansk skik forekommer mig mindre vigtigt end dette, at vi nu ved, at fjerne, primitive stater påkalder sig en ret til at fortælle os, hvad vi må. Beklageligvis må vi desuden erkende, at os nærtstående regeringer i bekvemmelighedens navn går dem i møde.

Det rigtige ligger i avisens offensiv på vegne af ytringsfriheden, det nyttige i vor netop erhvervede viden. Velkommen til en fager, ny verden, hvor også statsministeren - sin rosværdige fasthed til trods - må skue ud i et nedbrændt politisk landskab. Ganske vist fordømmer hans ven i Washington, George Bush, i henhold til god skik afbrændingen af vore missioner, men hans udenrigsministerium lader forstå, at vi selv bærer skylden. Påstanden om, at danske tropper kan udvirke en demokratisering og fredeliggørelse af Mellemøsten, ligger begravet under de sortsværtede rester af vore diplomatiske repræsentationer i Beirut og Damaskus.

Måske skulle vi begynde at tørre op. Måske skulle chefredaktør Carsten Juste fjerne sin beklagelse, der længe nok har stået på avisens internetforside, og som alligevel ikke interesserer galningene. Måske skulle regeringen meddele Mona Omar Attia, Egyptens mærkelige ambassadør, at hun er uønsket.

Måske skulle man meddele de ambassadører, som er kaldt hjem til fiktive konsultationer i Mellemøsten, at de kan spare returbilletten.

I muligt omfang bør man nok udvise de løgnagtige imamer. Og derefter gøre en indsats for de herboende, loyale muslimer, der i en vanskelig situation har optrådt som rigtig gode samfundsborgere.

Vi har fra dansk side intet ønske om at ligge araberne til last. Vi trækker gerne vore soldater, politifolk og diplomater hjem. Synes de, at vore penge lugter, kan vi indstille vor bistand. Handlen må klare sig, som den kan. Vi lover ikke at bære nag, og med tidens fylde vender vi også gerne tilbage, men vi er færdige med hykleriet. Vi har andet at tage os til end at blive pisset på for egen regning.

Skru ned for blusset i Mellemøsten. Der er andre muligheder i denne verden.

per.nyholm@jp.dk